Den 15. marts blev det tid til at skifte til min tredje og sidste familie. Denne gang havde jeg ikke haft muligheden for at lære familien at kende, så jeg var en anelse nervøs, da jeg bankede på døren for at møde dem, jeg skulle bo hos de kommende måneder. Heldigvis blev jeg taget rigtig godt imod, og jeg følte mig hurtigt som en del af familien. Den første nat valgte jeg i søvne at udforske mit nye hjem ved at gå ind på samtlige værelser, inden min nye værtsfar fandt mig sovende på en stol i køkkenet. Derefter var ingen i tvivl om, at jeg var ankommet J

Et par dage efter rejste mine nye værtsforældre til Norge, så jeg fik muligheden for rigtig at lære mine søstre at kende, hvilket var super dejligt. Den yngste søster, Leticha, er 20 år og den ældste, Juliana, er 24.

Min fødselsdag i slutningen af marts blev fejret med manér. Først blev jeg vækket af mine værtsøstre med frugt, tapioca (speciel brasiliansk pandekage), boller, æg, bacon og bedst af alt, kage. I skolen fik jeg roser og gaver af nogle veninder fra klassen, og selvom det ikke er en brasiliansk tradition havde jeg taget slik med. Først på aftenen tog jeg på restaurant med mine to første familier, og senere gik jeg i byen med nogle fra klassen. Skøn fødselsdag. Om lørdagen - efter et Rotarymøde, hvor vi skulle forberede præsentationer til en kommende konference - tog udvekslingsstudenterne til en koncert med to berømte musikere, Victor og Léo, hvilket var super fedt.

I slutningen af april kunne den længe ventede rejse til Amazonas endelig begynde. Kufferten var blevet pakket med bikini, vandtætte sko, kamera, lommelygte og myggespray – så kunne regnskoven bare komme an!

Lørdag eftermiddag blev vi, omkring 80 udvekslingsstudenter, hentet i Manaus Lufthavn, hvorefter vi tjekkede ind på et hotel, hvor der blev tid til at bade i poolen, spille fodbold og lære hinanden bedre at kende.

Om aftenen tog vi til Boi Bumbá show, som er en fest, de indfødte i Amazonas har én gang om året. Der er to Boi Bumbá-grupper – en blå og en rød. I juni måned kæmper de to grupper om at lave de flotteste shows med de smukkeste danse, tøj osv., hvilket de går meget op i, så et par måneder inden begynder forberedelserne.

Næste dag startede med en city tour i Manaus. Manaus er en udviklet by, der ligger midt inde i Amazonas, hvor man kun kan komme til med fly. Vi så bl.a. et af Brasiliens mest berømte teatre, et marked med smykker, parfumer osv. fra regnskoven og et museum med fisk fra floden.

Senere på dagen kørte vi væk fra Manuas og ud på et hotel, der ligger ude i ingenting. Det første vi gjorde var at klæde os på til aftenvandring i skoven. Vi var blevet fortalt, at nogle udvekslingsstudenter - tyskere naturligvis ;) – var faret vild året forinden, så jeg iførte mig en skrigende orange top for at undgå samme situation. Oplevelsen var helt fantastisk. Det var helt mørkt, så vi måtte gå med lommelygte for at se de underlige, men smukke planter, edderkopper som slanger, og så var månen helt utrolig den aften. Efter noget tid kom vi til at gå i vand til knæene, da vi trådte ind i en grotte, hvor inderne plejede at gemme sig, men som i dag er fyldt med flagermus. Senere kom vi også til et vandfald, hvor vi fik lov at bade. Om aftenen fik vi besøg af nogle lokale dansere, som lærte os nogle traditionelle danse.

Næste morgen kom vi igen til nogle vandfald. Denne gang med en strøm, som frk. Kristensen ærlig talt måtte kæmpe lidt for at svømme imod. Efterfølgende tog vi turen tilbage til Manaus, hvor vi gik ombord på det skib, som skulle være vores hjem den kommende uge. Vi sov i hængekøjer og under åben himmel, så hver morgen kunne vi vågne op til lyden af Amazonas og synet af delfiner, aber og alverdens eksotiske fugle.

Undervejs i båden passerede vi en flydende by med skole og kirke, og også en tank var at finde i floden.

Turen bød bl.a. på besøg hos nogle lokale stammer, hvor vi fik et indblik i de indfødtes liv. Vi mødte også en kvinde, som stod for apoteket, hvor man kunne blive kureret for alt lige fra kræft til kærlighedssorger, mange børn og i det hele taget en masse mennesker, som havde meget spændende at fortælle. Vi kom også til et lille og mere udviklet kvarter med skole, små butikker osv. Her spillede vi fodbold mod de lokale.

Vi fik også muligheden for at svømme med pink delfiner, bedre kendt som ”Botos”. Først fodrede vi dem, og kun få blev bidt i fingrene, og det kommer nok ikke som den store overraskelse, at jeg var én af dem. Efterfølgende fik vi lov til at svømme med delfinerne, hvilket var heeeelt fantastisk.

Ligesom på min tur til Pantanal, tog vi om aftenen også på Jacaré hunting (en lille alligator) og piratfiskeri. En dag skulle vi for første gang gå en tur i junglen i dagslys. Vi fik tips om overlevelse i den regnskov, vi skulle sove i om natten. Alle var meget spændte på det eventyr, vi skulle ud på. Med en hængekøje i rygsækken, en blow gun i den ene hånd og en lommelygte i den anden bevægede vi os i små grupper ud i naturen, og efter ca. en time ankom vi til en lille ”lejr”, hvor vi under et anelse usikkert stråtag skulle hænge vores hængekøjer op. Først blev der fortalt om skovens legender og sunget sange rundt om et bål, og derefter kunne vi lægge os til at sove – eller det vil sige, vi skulle skiftes til at holde vagt og passe bål. Cecilie - også kaldet Steve Irwin the 2nd - klarede det selvfølgelig perfekt ;) Næste morgen vågnede vi efter en ubeskrivelig oplevelse og heldigvis forholdsvis få slanger.

Amazonas er uden tvivl et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har været med ubeskrivelige solnedgange, utrolige dyr og træer og vand så langt øjet rækker. FANTASISK. Uden tvivl en rejse jeg aldrig vil glemme!