Den 15. marts blev det tid til at skifte til min tredje og sidste familie. Denne gang havde jeg ikke haft muligheden for at lære familien at kende, så jeg var en anelse nervøs, da jeg bankede på døren for at møde dem, jeg skulle bo hos de kommende måneder. Heldigvis blev jeg taget rigtig godt imod, og jeg følte mig hurtigt som en del af familien. Den første nat valgte jeg i søvne at udforske mit nye hjem ved at gå ind på samtlige værelser, inden min nye værtsfar fandt mig sovende på en stol i køkkenet. Derefter var ingen i tvivl om, at jeg var ankommet J

Et par dage efter rejste mine nye værtsforældre til Norge, så jeg fik muligheden for rigtig at lære mine søstre at kende, hvilket var super dejligt. Den yngste søster, Leticha, er 20 år og den ældste, Juliana, er 24.

Min fødselsdag i slutningen af marts blev fejret med manér. Først blev jeg vækket af mine værtsøstre med frugt, tapioca (speciel brasiliansk pandekage), boller, æg, bacon og bedst af alt, kage. I skolen fik jeg roser og gaver af nogle veninder fra klassen, og selvom det ikke er en brasiliansk tradition havde jeg taget slik med. Først på aftenen tog jeg på restaurant med mine to første familier, og senere gik jeg i byen med nogle fra klassen. Skøn fødselsdag. Om lørdagen - efter et Rotarymøde, hvor vi skulle forberede præsentationer til en kommende konference - tog udvekslingsstudenterne til en koncert med to berømte musikere, Victor og Léo, hvilket var super fedt.

I slutningen af april kunne den længe ventede rejse til Amazonas endelig begynde. Kufferten var blevet pakket med bikini, vandtætte sko, kamera, lommelygte og myggespray – så kunne regnskoven bare komme an!

Lørdag eftermiddag blev vi, omkring 80 udvekslingsstudenter, hentet i Manaus Lufthavn, hvorefter vi tjekkede ind på et hotel, hvor der blev tid til at bade i poolen, spille fodbold og lære hinanden bedre at kende.

Om aftenen tog vi til Boi Bumbá show, som er en fest, de indfødte i Amazonas har én gang om året. Der er to Boi Bumbá-grupper – en blå og en rød. I juni måned kæmper de to grupper om at lave de flotteste shows med de smukkeste danse, tøj osv., hvilket de går meget op i, så et par måneder inden begynder forberedelserne.

Næste dag startede med en city tour i Manaus. Manaus er en udviklet by, der ligger midt inde i Amazonas, hvor man kun kan komme til med fly. Vi så bl.a. et af Brasiliens mest berømte teatre, et marked med smykker, parfumer osv. fra regnskoven og et museum med fisk fra floden.

Senere på dagen kørte vi væk fra Manuas og ud på et hotel, der ligger ude i ingenting. Det første vi gjorde var at klæde os på til aftenvandring i skoven. Vi var blevet fortalt, at nogle udvekslingsstudenter - tyskere naturligvis ;) – var faret vild året forinden, så jeg iførte mig en skrigende orange top for at undgå samme situation. Oplevelsen var helt fantastisk. Det var helt mørkt, så vi måtte gå med lommelygte for at se de underlige, men smukke planter, edderkopper som slanger, og så var månen helt utrolig den aften. Efter noget tid kom vi til at gå i vand til knæene, da vi trådte ind i en grotte, hvor inderne plejede at gemme sig, men som i dag er fyldt med flagermus. Senere kom vi også til et vandfald, hvor vi fik lov at bade. Om aftenen fik vi besøg af nogle lokale dansere, som lærte os nogle traditionelle danse.

Næste morgen kom vi igen til nogle vandfald. Denne gang med en strøm, som frk. Kristensen ærlig talt måtte kæmpe lidt for at svømme imod. Efterfølgende tog vi turen tilbage til Manaus, hvor vi gik ombord på det skib, som skulle være vores hjem den kommende uge. Vi sov i hængekøjer og under åben himmel, så hver morgen kunne vi vågne op til lyden af Amazonas og synet af delfiner, aber og alverdens eksotiske fugle.

Undervejs i båden passerede vi en flydende by med skole og kirke, og også en tank var at finde i floden.

Turen bød bl.a. på besøg hos nogle lokale stammer, hvor vi fik et indblik i de indfødtes liv. Vi mødte også en kvinde, som stod for apoteket, hvor man kunne blive kureret for alt lige fra kræft til kærlighedssorger, mange børn og i det hele taget en masse mennesker, som havde meget spændende at fortælle. Vi kom også til et lille og mere udviklet kvarter med skole, små butikker osv. Her spillede vi fodbold mod de lokale.

Vi fik også muligheden for at svømme med pink delfiner, bedre kendt som ”Botos”. Først fodrede vi dem, og kun få blev bidt i fingrene, og det kommer nok ikke som den store overraskelse, at jeg var én af dem. Efterfølgende fik vi lov til at svømme med delfinerne, hvilket var heeeelt fantastisk.

Ligesom på min tur til Pantanal, tog vi om aftenen også på Jacaré hunting (en lille alligator) og piratfiskeri. En dag skulle vi for første gang gå en tur i junglen i dagslys. Vi fik tips om overlevelse i den regnskov, vi skulle sove i om natten. Alle var meget spændte på det eventyr, vi skulle ud på. Med en hængekøje i rygsækken, en blow gun i den ene hånd og en lommelygte i den anden bevægede vi os i små grupper ud i naturen, og efter ca. en time ankom vi til en lille ”lejr”, hvor vi under et anelse usikkert stråtag skulle hænge vores hængekøjer op. Først blev der fortalt om skovens legender og sunget sange rundt om et bål, og derefter kunne vi lægge os til at sove – eller det vil sige, vi skulle skiftes til at holde vagt og passe bål. Cecilie - også kaldet Steve Irwin the 2nd - klarede det selvfølgelig perfekt ;) Næste morgen vågnede vi efter en ubeskrivelig oplevelse og heldigvis forholdsvis få slanger.

Amazonas er uden tvivl et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har været med ubeskrivelige solnedgange, utrolige dyr og træer og vand så langt øjet rækker. FANTASISK. Uden tvivl en rejse jeg aldrig vil glemme!

Jul i sommerferien? Hmm.. jeg kunne heller ikke helt få det til at passe sammen, men jul det blev det. Den 22. december tog jeg med min familie til Gramado, en by helt nede sydpå, for at fejre julen på bedste vis. Godt nok var sneen blevet skiftet ud med en temperatur på omkring 35 grader, men jeg har aldrig set en by så flot pyntet op til jul. Specielt om aftenen, når lysene blev tændt, var det som at gå i en fantasiverden. På midten af vejen var der juletræer og rensdyr, som var blevet ntet af de forskellige butikker, og det var tydeligt at se, at alle i byen havde gjort meget ud af det. Om aftenen var der meget at tage sig til, bl.a. et juleteater med børnefigurer fra TV. ”Det syngende juletræ”, som er et kor.

Der var også et show, som foregik på en sø, hvor publikum sad på en tribune rundt om. Her var der opera, et ungdomskor, trommeslagere og fantastisk flot fyrværkeri. Udover det var der også en kæmpe juleparade gennem byen, som vi havde bestilt plads til en af dagene - også rigtig flot. For mig var højdepunktet helt klart ”Den magiske julefabrik”. En musical, der foregår inde på julemandens værksted. Smuk sang, dans og en masse fantasi gjorde stykket perfekt.

Om dagen var der også nok at tage sig til, bl.a. diverse natur- og spændingsparker. Her så vi bl.a. smukke vandfald, men for at komme helt ned til foden måtte man ned ad omkring 1000 trappetrin. Det var her, jeg fandt ud af, at det ikke er den mest sporty familie, jeg er havnet i, da vi holdt pause med ca. 30 trappetrins mellemrum:) Vi prøvede også en svævebane, en klatrevæg og andre aktiviteter, hvilket altid gør mig lidt nervøs, da jeg er bange for, at jeg har misset en eller anden livsvigtig information, men jeg kom da hel hjem. Vi besøgte også et jernbanemuseum, miniland – som minder om de små byer i Legoland – med byer og seværdigheder fra Brasilien og Tyskland, da ejerne er tyskere. Besøg i nabobyen Canela og så skulle der selvfølgelig også shoppes.

En aften da vi var ude at spise, var der så mange mennesker i restauranten, at vi måtte vente udenfor. En mand spurgte, om ikke jeg var sulten, og når man nu er udvekslingsstudent, bliver man rigtig god til smalltalk, så det resulterede i, at jeg fortalte manden om mine mange overvejelser omkring, hvad jeg nu skulle indtage den aften. Han var også meget interesseret i mit udvekslingsophold, så jeg fortalte alt fra mine rejser, dejlige familier til brok om mine nu ekstra otte kilo. To mænd kom så hen for at tage et billede med manden, hvilket gjorde, at han kom til at virke lidt bekendt, så jeg spurgte min værtsfar, hvem han var. Det viste sig, at det var Louis Felipe Scolari – og for de ikke så fodboldinteresserede kan jeg sige, at han var landsholdstræner i Brasilien, da de vandt VM og manden, der bragte Chelsea i Champions League finalen. Så føler man sig lidt dum.. Men han tog det nu pænt, og resten af tiden blev brugt på at tale om fodbold:)

Den 31. var vi hjemme igen efter en utrolig dejlig ferie. Lige i tid til den næste event, nytårs aften. Den blev holdt på taget af min families lejlighed, der ligger lige ved stranden i João Pessoa. Familie og venner var inviteret til en masse mad, champagne og musik fra et band. Da klokken slog tolv gik vi ned på stranden for at se fyrværkeri og for at hoppe over bølger for at få vores ønsker opfyldt. Resten af natten blev brugt med vennerne fra skolen.

Resten af sommeren blev vi i João Pessoa – en måned jeg ville ønske aldrig var endt. En hverdag med strand, shopping, koncerter, shows, fester, hygge – ja, alt hvad man kan ønske sig.

I slutningen af januar havde hverdagen indhentet den brasilianske sommer, og det blev igen tid til at gå i skole. I stedet for at fortsætte på min gamle skole, skiftede jeg til Motiva, hvor mine værtsforældre er. Jeg er kommet i en rigtig god klasse, og de få dage jeg har været der, har jeg været super glad for det. Det er stadig umuligt at følge med i de fleste timer – dvs. alle bortset fra engelsk. Bl.a. er det mig stadig ubegribeligt, hvordan de har matematik uden en lommeregner! Jeg føler mig efterhånden tryg ved at tale portugisisk, men har valgt stadigvæk at tage timer.

To dage efter skolestart skulle jeg igen på farten – denne gang til Rio de Janeiro. En tur jeg havde glædet mig helt vildt til. Igen rejste jeg med Sophie, min veninde fra Tyskland. Vi rejste fra Recife, og inden rejsen havde vi tid til at lægge et smut forbi min nye værtsfarmor. Hun var rigtig glad for at se os og var meget snaksaglig. Hun kunne da også fortælle, hvad hun ved om Danmark. Nemlig at Danmark var meget større end Brasilien, så farligt at man ikke kunne gå uden for en dør, og at der kun var smukke mennesker.

Ved midnat tog vi flyet til Rio, hvor vi blev afhentet af en person, der kørte os til vores hotel, som lå lige ved den berømte strand, Cobacabana. Allerede på køreturen stod det klart, at det er den smukkeste by, jeg nogensinde har set. Den ligger ved kysten og har de dejligste strande. Som kontrast til de mange bygninger er der små bjerge, som skyder op ind imellem. Vi måtte vente en halv dag på, at de andre udvekslingsstudenter skulle ankomme, og tiden blev selvfølgelig brugt på stranden, og det gav da også en god kulør. Om aftenen efter spisning på en restaurant skulle vi have danseundervisning i samba og funk. Men selv efter 6 måneder i Sydamerika er der stadig ikke meget rytme i frk. Kristensens krop, men hold op hvor var det sjovt.

Næste dag stod på city-tour, besøg i Sydamerikas største ”farvela”/slumkvarter, shopping og solnedgang på ”Pão de Acucar”, hvilket er et af de små bjerge, hvor der var mulighed for at tage de smukkeste billeder. Efter en nat med ikke megen søvn måtte vi tidligt op for at nå op til Christus, én af de nok mest berømte statuer i verden, så det var næsten umuligt at komme frem for bare turister. Efterfølgende fik vi lov at se ”A escola de samba”, hvor verdens største og smukkeste karneval skulle finde sted ugen efter, så vi kunne få et smugkig på de flotte dragter. Meningen var også, at vi skulle se de brasilianske fodboldmestre, Flamengo, i kamp, men desværre havde de allerede spillet i den uge, så vi måtte ”nøjes” med en rundvisning, som dog også var helt utroligt. Efter en eftermiddag på stranden fik vi efter hård kamp lov at besøge Hard Rock Café – Rio de Janeiro om aftenen, hvilket var meget sjovt.

Efter kun et par dage var det allerede blevet tid til at sige farvel, men det var alligevel hårdt, da man på kort tid kommer rigtig tæt på andre personer. Først om aftenen skulle Sophie og jeg flyve tilbage nordpå. I taxaen halvvejs til lufthavnen kommer vi tanke om, at vi aldrig har fortalt chaufføren, hvilken lufthavn han skulle køre til, hvilket gjorde os nervøse, da vi kun lige havde penge nok og absolut ikke en ”centavo” mere, men heldigvis stemte Sophies billet overens med kørselsretningen. Ved tjek-in-skranken, da jeg skulle tjekke ind, kiggede damen underligt på mig, rystede på hovedet og fortalte, at jeg var kommet til den forkerte lufthavn, og at jeg blev nødt til så hurtigt som muligt at tage en taxa. Vi forklarede den kun portugisktalende dame, hvordan det hele hang sammen, men uden held. Min veninde hviskede det eneste rigtige, der var at gøre. ”Graed, jeg mener det!”. Så med kvindelist og europæisk kynisme kom jeg med det samme fly som min veninde.

Sidste uge var det blevet tid til karneval, og jeg rejste til Natal med min finske veninde Julia og hendes familie. Ugen var fyldt med fest og farver og hel sikkert én, jeg aldrig vil glemme. Karneval her er lidt anderledes, da det er en by ved vandet, er optogene på stranden. Det er ikke som i Rio de Janeiro, hvor der er lange optog, hvor folk kan sidde og se på. Her er der bands, der synger på toppen af en vogn, og så følger man ellers bare efter :)