Jul i sommerferien? Hmm.. jeg kunne heller ikke helt få det til at passe sammen, men jul det blev det. Den 22. december tog jeg med min familie til Gramado, en by helt nede sydpå, for at fejre julen på bedste vis. Godt nok var sneen blevet skiftet ud med en temperatur på omkring 35 grader, men jeg har aldrig set en by så flot pyntet op til jul. Specielt om aftenen, når lysene blev tændt, var det som at gå i en fantasiverden. På midten af vejen var der juletræer og rensdyr, som var blevet ntet af de forskellige butikker, og det var tydeligt at se, at alle i byen havde gjort meget ud af det. Om aftenen var der meget at tage sig til, bl.a. et juleteater med børnefigurer fra TV. ”Det syngende juletræ”, som er et kor.

Der var også et show, som foregik på en sø, hvor publikum sad på en tribune rundt om. Her var der opera, et ungdomskor, trommeslagere og fantastisk flot fyrværkeri. Udover det var der også en kæmpe juleparade gennem byen, som vi havde bestilt plads til en af dagene - også rigtig flot. For mig var højdepunktet helt klart ”Den magiske julefabrik”. En musical, der foregår inde på julemandens værksted. Smuk sang, dans og en masse fantasi gjorde stykket perfekt.

Om dagen var der også nok at tage sig til, bl.a. diverse natur- og spændingsparker. Her så vi bl.a. smukke vandfald, men for at komme helt ned til foden måtte man ned ad omkring 1000 trappetrin. Det var her, jeg fandt ud af, at det ikke er den mest sporty familie, jeg er havnet i, da vi holdt pause med ca. 30 trappetrins mellemrum:) Vi prøvede også en svævebane, en klatrevæg og andre aktiviteter, hvilket altid gør mig lidt nervøs, da jeg er bange for, at jeg har misset en eller anden livsvigtig information, men jeg kom da hel hjem. Vi besøgte også et jernbanemuseum, miniland – som minder om de små byer i Legoland – med byer og seværdigheder fra Brasilien og Tyskland, da ejerne er tyskere. Besøg i nabobyen Canela og så skulle der selvfølgelig også shoppes.

En aften da vi var ude at spise, var der så mange mennesker i restauranten, at vi måtte vente udenfor. En mand spurgte, om ikke jeg var sulten, og når man nu er udvekslingsstudent, bliver man rigtig god til smalltalk, så det resulterede i, at jeg fortalte manden om mine mange overvejelser omkring, hvad jeg nu skulle indtage den aften. Han var også meget interesseret i mit udvekslingsophold, så jeg fortalte alt fra mine rejser, dejlige familier til brok om mine nu ekstra otte kilo. To mænd kom så hen for at tage et billede med manden, hvilket gjorde, at han kom til at virke lidt bekendt, så jeg spurgte min værtsfar, hvem han var. Det viste sig, at det var Louis Felipe Scolari – og for de ikke så fodboldinteresserede kan jeg sige, at han var landsholdstræner i Brasilien, da de vandt VM og manden, der bragte Chelsea i Champions League finalen. Så føler man sig lidt dum.. Men han tog det nu pænt, og resten af tiden blev brugt på at tale om fodbold:)

Den 31. var vi hjemme igen efter en utrolig dejlig ferie. Lige i tid til den næste event, nytårs aften. Den blev holdt på taget af min families lejlighed, der ligger lige ved stranden i João Pessoa. Familie og venner var inviteret til en masse mad, champagne og musik fra et band. Da klokken slog tolv gik vi ned på stranden for at se fyrværkeri og for at hoppe over bølger for at få vores ønsker opfyldt. Resten af natten blev brugt med vennerne fra skolen.

Resten af sommeren blev vi i João Pessoa – en måned jeg ville ønske aldrig var endt. En hverdag med strand, shopping, koncerter, shows, fester, hygge – ja, alt hvad man kan ønske sig.

I slutningen af januar havde hverdagen indhentet den brasilianske sommer, og det blev igen tid til at gå i skole. I stedet for at fortsætte på min gamle skole, skiftede jeg til Motiva, hvor mine værtsforældre er. Jeg er kommet i en rigtig god klasse, og de få dage jeg har været der, har jeg været super glad for det. Det er stadig umuligt at følge med i de fleste timer – dvs. alle bortset fra engelsk. Bl.a. er det mig stadig ubegribeligt, hvordan de har matematik uden en lommeregner! Jeg føler mig efterhånden tryg ved at tale portugisisk, men har valgt stadigvæk at tage timer.

To dage efter skolestart skulle jeg igen på farten – denne gang til Rio de Janeiro. En tur jeg havde glædet mig helt vildt til. Igen rejste jeg med Sophie, min veninde fra Tyskland. Vi rejste fra Recife, og inden rejsen havde vi tid til at lægge et smut forbi min nye værtsfarmor. Hun var rigtig glad for at se os og var meget snaksaglig. Hun kunne da også fortælle, hvad hun ved om Danmark. Nemlig at Danmark var meget større end Brasilien, så farligt at man ikke kunne gå uden for en dør, og at der kun var smukke mennesker.

Ved midnat tog vi flyet til Rio, hvor vi blev afhentet af en person, der kørte os til vores hotel, som lå lige ved den berømte strand, Cobacabana. Allerede på køreturen stod det klart, at det er den smukkeste by, jeg nogensinde har set. Den ligger ved kysten og har de dejligste strande. Som kontrast til de mange bygninger er der små bjerge, som skyder op ind imellem. Vi måtte vente en halv dag på, at de andre udvekslingsstudenter skulle ankomme, og tiden blev selvfølgelig brugt på stranden, og det gav da også en god kulør. Om aftenen efter spisning på en restaurant skulle vi have danseundervisning i samba og funk. Men selv efter 6 måneder i Sydamerika er der stadig ikke meget rytme i frk. Kristensens krop, men hold op hvor var det sjovt.

Næste dag stod på city-tour, besøg i Sydamerikas største ”farvela”/slumkvarter, shopping og solnedgang på ”Pão de Acucar”, hvilket er et af de små bjerge, hvor der var mulighed for at tage de smukkeste billeder. Efter en nat med ikke megen søvn måtte vi tidligt op for at nå op til Christus, én af de nok mest berømte statuer i verden, så det var næsten umuligt at komme frem for bare turister. Efterfølgende fik vi lov at se ”A escola de samba”, hvor verdens største og smukkeste karneval skulle finde sted ugen efter, så vi kunne få et smugkig på de flotte dragter. Meningen var også, at vi skulle se de brasilianske fodboldmestre, Flamengo, i kamp, men desværre havde de allerede spillet i den uge, så vi måtte ”nøjes” med en rundvisning, som dog også var helt utroligt. Efter en eftermiddag på stranden fik vi efter hård kamp lov at besøge Hard Rock Café – Rio de Janeiro om aftenen, hvilket var meget sjovt.

Efter kun et par dage var det allerede blevet tid til at sige farvel, men det var alligevel hårdt, da man på kort tid kommer rigtig tæt på andre personer. Først om aftenen skulle Sophie og jeg flyve tilbage nordpå. I taxaen halvvejs til lufthavnen kommer vi tanke om, at vi aldrig har fortalt chaufføren, hvilken lufthavn han skulle køre til, hvilket gjorde os nervøse, da vi kun lige havde penge nok og absolut ikke en ”centavo” mere, men heldigvis stemte Sophies billet overens med kørselsretningen. Ved tjek-in-skranken, da jeg skulle tjekke ind, kiggede damen underligt på mig, rystede på hovedet og fortalte, at jeg var kommet til den forkerte lufthavn, og at jeg blev nødt til så hurtigt som muligt at tage en taxa. Vi forklarede den kun portugisktalende dame, hvordan det hele hang sammen, men uden held. Min veninde hviskede det eneste rigtige, der var at gøre. ”Graed, jeg mener det!”. Så med kvindelist og europæisk kynisme kom jeg med det samme fly som min veninde.

Sidste uge var det blevet tid til karneval, og jeg rejste til Natal med min finske veninde Julia og hendes familie. Ugen var fyldt med fest og farver og hel sikkert én, jeg aldrig vil glemme. Karneval her er lidt anderledes, da det er en by ved vandet, er optogene på stranden. Det er ikke som i Rio de Janeiro, hvor der er lange optog, hvor folk kan sidde og se på. Her er der bands, der synger på toppen af en vogn, og så følger man ellers bare efter :)