Den 15. marts blev det tid til at skifte til min tredje og sidste familie. Denne gang havde jeg ikke haft muligheden for at lære familien at kende, så jeg var en anelse nervøs, da jeg bankede på døren for at møde dem, jeg skulle bo hos de kommende måneder. Heldigvis blev jeg taget rigtig godt imod, og jeg følte mig hurtigt som en del af familien. Den første nat valgte jeg i søvne at udforske mit nye hjem ved at gå ind på samtlige værelser, inden min nye værtsfar fandt mig sovende på en stol i køkkenet. Derefter var ingen i tvivl om, at jeg var ankommet J

Et par dage efter rejste mine nye værtsforældre til Norge, så jeg fik muligheden for rigtig at lære mine søstre at kende, hvilket var super dejligt. Den yngste søster, Leticha, er 20 år og den ældste, Juliana, er 24.

Min fødselsdag i slutningen af marts blev fejret med manér. Først blev jeg vækket af mine værtsøstre med frugt, tapioca (speciel brasiliansk pandekage), boller, æg, bacon og bedst af alt, kage. I skolen fik jeg roser og gaver af nogle veninder fra klassen, og selvom det ikke er en brasiliansk tradition havde jeg taget slik med. Først på aftenen tog jeg på restaurant med mine to første familier, og senere gik jeg i byen med nogle fra klassen. Skøn fødselsdag. Om lørdagen - efter et Rotarymøde, hvor vi skulle forberede præsentationer til en kommende konference - tog udvekslingsstudenterne til en koncert med to berømte musikere, Victor og Léo, hvilket var super fedt.

I slutningen af april kunne den længe ventede rejse til Amazonas endelig begynde. Kufferten var blevet pakket med bikini, vandtætte sko, kamera, lommelygte og myggespray – så kunne regnskoven bare komme an!

Lørdag eftermiddag blev vi, omkring 80 udvekslingsstudenter, hentet i Manaus Lufthavn, hvorefter vi tjekkede ind på et hotel, hvor der blev tid til at bade i poolen, spille fodbold og lære hinanden bedre at kende.

Om aftenen tog vi til Boi Bumbá show, som er en fest, de indfødte i Amazonas har én gang om året. Der er to Boi Bumbá-grupper – en blå og en rød. I juni måned kæmper de to grupper om at lave de flotteste shows med de smukkeste danse, tøj osv., hvilket de går meget op i, så et par måneder inden begynder forberedelserne.

Næste dag startede med en city tour i Manaus. Manaus er en udviklet by, der ligger midt inde i Amazonas, hvor man kun kan komme til med fly. Vi så bl.a. et af Brasiliens mest berømte teatre, et marked med smykker, parfumer osv. fra regnskoven og et museum med fisk fra floden.

Senere på dagen kørte vi væk fra Manuas og ud på et hotel, der ligger ude i ingenting. Det første vi gjorde var at klæde os på til aftenvandring i skoven. Vi var blevet fortalt, at nogle udvekslingsstudenter - tyskere naturligvis ;) – var faret vild året forinden, så jeg iførte mig en skrigende orange top for at undgå samme situation. Oplevelsen var helt fantastisk. Det var helt mørkt, så vi måtte gå med lommelygte for at se de underlige, men smukke planter, edderkopper som slanger, og så var månen helt utrolig den aften. Efter noget tid kom vi til at gå i vand til knæene, da vi trådte ind i en grotte, hvor inderne plejede at gemme sig, men som i dag er fyldt med flagermus. Senere kom vi også til et vandfald, hvor vi fik lov at bade. Om aftenen fik vi besøg af nogle lokale dansere, som lærte os nogle traditionelle danse.

Næste morgen kom vi igen til nogle vandfald. Denne gang med en strøm, som frk. Kristensen ærlig talt måtte kæmpe lidt for at svømme imod. Efterfølgende tog vi turen tilbage til Manaus, hvor vi gik ombord på det skib, som skulle være vores hjem den kommende uge. Vi sov i hængekøjer og under åben himmel, så hver morgen kunne vi vågne op til lyden af Amazonas og synet af delfiner, aber og alverdens eksotiske fugle.

Undervejs i båden passerede vi en flydende by med skole og kirke, og også en tank var at finde i floden.

Turen bød bl.a. på besøg hos nogle lokale stammer, hvor vi fik et indblik i de indfødtes liv. Vi mødte også en kvinde, som stod for apoteket, hvor man kunne blive kureret for alt lige fra kræft til kærlighedssorger, mange børn og i det hele taget en masse mennesker, som havde meget spændende at fortælle. Vi kom også til et lille og mere udviklet kvarter med skole, små butikker osv. Her spillede vi fodbold mod de lokale.

Vi fik også muligheden for at svømme med pink delfiner, bedre kendt som ”Botos”. Først fodrede vi dem, og kun få blev bidt i fingrene, og det kommer nok ikke som den store overraskelse, at jeg var én af dem. Efterfølgende fik vi lov til at svømme med delfinerne, hvilket var heeeelt fantastisk.

Ligesom på min tur til Pantanal, tog vi om aftenen også på Jacaré hunting (en lille alligator) og piratfiskeri. En dag skulle vi for første gang gå en tur i junglen i dagslys. Vi fik tips om overlevelse i den regnskov, vi skulle sove i om natten. Alle var meget spændte på det eventyr, vi skulle ud på. Med en hængekøje i rygsækken, en blow gun i den ene hånd og en lommelygte i den anden bevægede vi os i små grupper ud i naturen, og efter ca. en time ankom vi til en lille ”lejr”, hvor vi under et anelse usikkert stråtag skulle hænge vores hængekøjer op. Først blev der fortalt om skovens legender og sunget sange rundt om et bål, og derefter kunne vi lægge os til at sove – eller det vil sige, vi skulle skiftes til at holde vagt og passe bål. Cecilie - også kaldet Steve Irwin the 2nd - klarede det selvfølgelig perfekt ;) Næste morgen vågnede vi efter en ubeskrivelig oplevelse og heldigvis forholdsvis få slanger.

Amazonas er uden tvivl et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har været med ubeskrivelige solnedgange, utrolige dyr og træer og vand så langt øjet rækker. FANTASISK. Uden tvivl en rejse jeg aldrig vil glemme!

Jul i sommerferien? Hmm.. jeg kunne heller ikke helt få det til at passe sammen, men jul det blev det. Den 22. december tog jeg med min familie til Gramado, en by helt nede sydpå, for at fejre julen på bedste vis. Godt nok var sneen blevet skiftet ud med en temperatur på omkring 35 grader, men jeg har aldrig set en by så flot pyntet op til jul. Specielt om aftenen, når lysene blev tændt, var det som at gå i en fantasiverden. På midten af vejen var der juletræer og rensdyr, som var blevet ntet af de forskellige butikker, og det var tydeligt at se, at alle i byen havde gjort meget ud af det. Om aftenen var der meget at tage sig til, bl.a. et juleteater med børnefigurer fra TV. ”Det syngende juletræ”, som er et kor.

Der var også et show, som foregik på en sø, hvor publikum sad på en tribune rundt om. Her var der opera, et ungdomskor, trommeslagere og fantastisk flot fyrværkeri. Udover det var der også en kæmpe juleparade gennem byen, som vi havde bestilt plads til en af dagene - også rigtig flot. For mig var højdepunktet helt klart ”Den magiske julefabrik”. En musical, der foregår inde på julemandens værksted. Smuk sang, dans og en masse fantasi gjorde stykket perfekt.

Om dagen var der også nok at tage sig til, bl.a. diverse natur- og spændingsparker. Her så vi bl.a. smukke vandfald, men for at komme helt ned til foden måtte man ned ad omkring 1000 trappetrin. Det var her, jeg fandt ud af, at det ikke er den mest sporty familie, jeg er havnet i, da vi holdt pause med ca. 30 trappetrins mellemrum:) Vi prøvede også en svævebane, en klatrevæg og andre aktiviteter, hvilket altid gør mig lidt nervøs, da jeg er bange for, at jeg har misset en eller anden livsvigtig information, men jeg kom da hel hjem. Vi besøgte også et jernbanemuseum, miniland – som minder om de små byer i Legoland – med byer og seværdigheder fra Brasilien og Tyskland, da ejerne er tyskere. Besøg i nabobyen Canela og så skulle der selvfølgelig også shoppes.

En aften da vi var ude at spise, var der så mange mennesker i restauranten, at vi måtte vente udenfor. En mand spurgte, om ikke jeg var sulten, og når man nu er udvekslingsstudent, bliver man rigtig god til smalltalk, så det resulterede i, at jeg fortalte manden om mine mange overvejelser omkring, hvad jeg nu skulle indtage den aften. Han var også meget interesseret i mit udvekslingsophold, så jeg fortalte alt fra mine rejser, dejlige familier til brok om mine nu ekstra otte kilo. To mænd kom så hen for at tage et billede med manden, hvilket gjorde, at han kom til at virke lidt bekendt, så jeg spurgte min værtsfar, hvem han var. Det viste sig, at det var Louis Felipe Scolari – og for de ikke så fodboldinteresserede kan jeg sige, at han var landsholdstræner i Brasilien, da de vandt VM og manden, der bragte Chelsea i Champions League finalen. Så føler man sig lidt dum.. Men han tog det nu pænt, og resten af tiden blev brugt på at tale om fodbold:)

Den 31. var vi hjemme igen efter en utrolig dejlig ferie. Lige i tid til den næste event, nytårs aften. Den blev holdt på taget af min families lejlighed, der ligger lige ved stranden i João Pessoa. Familie og venner var inviteret til en masse mad, champagne og musik fra et band. Da klokken slog tolv gik vi ned på stranden for at se fyrværkeri og for at hoppe over bølger for at få vores ønsker opfyldt. Resten af natten blev brugt med vennerne fra skolen.

Resten af sommeren blev vi i João Pessoa – en måned jeg ville ønske aldrig var endt. En hverdag med strand, shopping, koncerter, shows, fester, hygge – ja, alt hvad man kan ønske sig.

I slutningen af januar havde hverdagen indhentet den brasilianske sommer, og det blev igen tid til at gå i skole. I stedet for at fortsætte på min gamle skole, skiftede jeg til Motiva, hvor mine værtsforældre er. Jeg er kommet i en rigtig god klasse, og de få dage jeg har været der, har jeg været super glad for det. Det er stadig umuligt at følge med i de fleste timer – dvs. alle bortset fra engelsk. Bl.a. er det mig stadig ubegribeligt, hvordan de har matematik uden en lommeregner! Jeg føler mig efterhånden tryg ved at tale portugisisk, men har valgt stadigvæk at tage timer.

To dage efter skolestart skulle jeg igen på farten – denne gang til Rio de Janeiro. En tur jeg havde glædet mig helt vildt til. Igen rejste jeg med Sophie, min veninde fra Tyskland. Vi rejste fra Recife, og inden rejsen havde vi tid til at lægge et smut forbi min nye værtsfarmor. Hun var rigtig glad for at se os og var meget snaksaglig. Hun kunne da også fortælle, hvad hun ved om Danmark. Nemlig at Danmark var meget større end Brasilien, så farligt at man ikke kunne gå uden for en dør, og at der kun var smukke mennesker.

Ved midnat tog vi flyet til Rio, hvor vi blev afhentet af en person, der kørte os til vores hotel, som lå lige ved den berømte strand, Cobacabana. Allerede på køreturen stod det klart, at det er den smukkeste by, jeg nogensinde har set. Den ligger ved kysten og har de dejligste strande. Som kontrast til de mange bygninger er der små bjerge, som skyder op ind imellem. Vi måtte vente en halv dag på, at de andre udvekslingsstudenter skulle ankomme, og tiden blev selvfølgelig brugt på stranden, og det gav da også en god kulør. Om aftenen efter spisning på en restaurant skulle vi have danseundervisning i samba og funk. Men selv efter 6 måneder i Sydamerika er der stadig ikke meget rytme i frk. Kristensens krop, men hold op hvor var det sjovt.

Næste dag stod på city-tour, besøg i Sydamerikas største ”farvela”/slumkvarter, shopping og solnedgang på ”Pão de Acucar”, hvilket er et af de små bjerge, hvor der var mulighed for at tage de smukkeste billeder. Efter en nat med ikke megen søvn måtte vi tidligt op for at nå op til Christus, én af de nok mest berømte statuer i verden, så det var næsten umuligt at komme frem for bare turister. Efterfølgende fik vi lov at se ”A escola de samba”, hvor verdens største og smukkeste karneval skulle finde sted ugen efter, så vi kunne få et smugkig på de flotte dragter. Meningen var også, at vi skulle se de brasilianske fodboldmestre, Flamengo, i kamp, men desværre havde de allerede spillet i den uge, så vi måtte ”nøjes” med en rundvisning, som dog også var helt utroligt. Efter en eftermiddag på stranden fik vi efter hård kamp lov at besøge Hard Rock Café – Rio de Janeiro om aftenen, hvilket var meget sjovt.

Efter kun et par dage var det allerede blevet tid til at sige farvel, men det var alligevel hårdt, da man på kort tid kommer rigtig tæt på andre personer. Først om aftenen skulle Sophie og jeg flyve tilbage nordpå. I taxaen halvvejs til lufthavnen kommer vi tanke om, at vi aldrig har fortalt chaufføren, hvilken lufthavn han skulle køre til, hvilket gjorde os nervøse, da vi kun lige havde penge nok og absolut ikke en ”centavo” mere, men heldigvis stemte Sophies billet overens med kørselsretningen. Ved tjek-in-skranken, da jeg skulle tjekke ind, kiggede damen underligt på mig, rystede på hovedet og fortalte, at jeg var kommet til den forkerte lufthavn, og at jeg blev nødt til så hurtigt som muligt at tage en taxa. Vi forklarede den kun portugisktalende dame, hvordan det hele hang sammen, men uden held. Min veninde hviskede det eneste rigtige, der var at gøre. ”Graed, jeg mener det!”. Så med kvindelist og europæisk kynisme kom jeg med det samme fly som min veninde.

Sidste uge var det blevet tid til karneval, og jeg rejste til Natal med min finske veninde Julia og hendes familie. Ugen var fyldt med fest og farver og hel sikkert én, jeg aldrig vil glemme. Karneval her er lidt anderledes, da det er en by ved vandet, er optogene på stranden. Det er ikke som i Rio de Janeiro, hvor der er lange optog, hvor folk kan sidde og se på. Her er der bands, der synger på toppen af en vogn, og så følger man ellers bare efter :)

Godt to måneder i Brasilien – og det kan mærkes på mange måder. For det første er jeg blevet et par kilo tungere og en anelse ”rundhovedet”, som mor så pænt valgte og kalde mig, da hun for første gang så mig på MSN – tror, det skyldes for meget chokoladepizza, for mange double toasts og for lidt tid i det lokale motionscenter. Udover det er jeg også faldet mere end ind med vennerne, familien, skolen og i kulturen i det hele taget. Efter en måned som mere eller mindre turist og gæst i et nyt land, er den ”rigtige” hverdag begyndt at melde sig.

Mit portugisiske, er som lovet, selvfølgelig flydende efter de første to måneder. Ej, jeg må indrømme, at jeg var en anelse for optimistisk med hensyn til det, men jeg prøver så vidt muligt at tale portugisisk hele tiden – nogle gange kommer det mere heldigt ud end andre. Jeg har stadig portugisisk to gange om ugen, og en gang om måneden tager vi i shoppingcenteret for at tale med tilfældige mennesker. I starten er det lidt grænseoverskridende, men når jeg først kommer i gang, er det vildt sjovt. Selvom jeg føler, at jeg efterhånden forstår det meste, sker det dog, at tingene ikke helt er, som jeg hører det. Sidste fredag var jeg til en kæmpe fest i byen bl.a. sammen med Rodolpho, min værtsbror. På et tidspunkt beder han mig tale med min veninde i den ”preta” top, som han gerne ville kysse lidt med. I mit hoved betød ”preta” rød, så jeg fortalte min veninde i den røde top, at hun skulle tage at gå hen til Rodolpho, fordi han havde fortalt mig, at han gerne ville være sammen med hende – så det gjorde hun selvfølgelig. Senere viser det sig, at ”preta” betyder sort. Flot, Cecilie. Jeg var ikke den mest populære lillesøster den aften, men han har taget sin hævn!

Med ønsket om at få lidt ”kvalitetstid” med nogle veninder fra skolen og intentionen om at smide nogle af mormor-dellerne købte jeg for lidt tid siden et kort til et motionscenter i byen. I sidste uge skulle det så tages i brug for første gang, så jeg havde selvfølgelig taget sportstøjet på, sat håret i en stram hestehale og fyldt drikkedunken med vand – klar til at vise mit europæiske killer instinct. Jeg kom lidt tid før de andre, brasilianere kommer aldrig til tiden, men jeg kom hurtigt op på jernhesten, og der gik ikke længe, før sveden haglede ned. Pigerne begyndte at komme én efter én, og jeg syntes, at de alle sammen så lidt underligt på mig. Til sidst er der én, der spørger ”øh, hvad laver du?”. Det viser sig, at det ikke er meningen at lave noget i et motionscenter som pige. Pointen er at tage stramt tøj på, fylde hovedet med make-up og så er det ellers bare om at flirte med de svedige fyre. Jeg konkluderede hurtigt, at det ikke er dér, jeg skal smide de ekstra kilo. Til gengæld spiller jeg stadig meget futsal og er nu også begyndt på udendørs fodbold lørdag eftermiddag. Jeg prøver stadig at lærer alverdens danse, og som tiden går, skulle man tro, at det ville gå bedre, men nej. ”Elegância, mulher” er stadig det eneste, jeg hører. Basket og boksning bliver det også til. Det burde egentlig være en udfordring at tage på med al den sport, men som sagt er det bestemt ikke noget problem for mig. Ellers går tiden også med de ugentlige shopping – og biografture, og hver søndag er der tradition for, at alle unge (dvs. under 25, mor) i lejligheden mødes til sushi på én af de mange lokale sushirestauranter.

I skolen forstår jeg stadig ingenting, så det meste af tiden i timerne bruger jeg på at lave franske fletninger på pigerne, oversætte brasilianske gossip blade og tegneserier og tegne små figurerer i min notesbog. Dog sker det, at jeg tager mig sammen til at kopiere fra tavlen, men jeg føler mig en anelse dum for hvis biologi, fysik og litteratur ikke var svært nok i forvejen, bliver det på portugisisk.

Jeg har nu haft min første kirkegang her i landet. Det er noget anderledes end i Danmark. På en helt almindelig søndag var kirken mere befolket end Juelsminde Kirke juleaften. Man gør meget for at gøre det underholdende med gospelkor også videre, og så er folk genrealt meget mere troende. Jeg kom sammen med nogle veninder, og under præstens prædiken begyndte de, ligesom de fleste andre, at græde, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, da jeg havde en grædende veninde i hver hånd, uden at have nogen anelse om hvad det var, præsten sagde. Det var en speciel oplevelse, men spændende at se hvordan folk på min egen alder har et meget anderledes forhold til religion.

September måned har stået på mange fødselsdage, fester, ferier og churraskas. Blandt andet fyldte Rodolpho 20 år, som på dagen blev fejret med familie fra Campina. Lørdagen efter blev der holdt fest for omkring 35 venner. Det startede ca. kl. 14.00 og folk begyndte at tage hjem ved 3.00-tiden. Det var en rigtig brasiliansk fest med MASSERE af mad, musik og glade mennesker. Nathalie en kusine, der bor i Recife, fyldte også 20 år i denne måned, så Rodolpho og jeg tog et smut dertil for at tage i byen sammen med i alt 10 fætre og kusiner.

Fra torsdag til tirsdag i denne uge var jeg i João Pessoa. Her fik jeg en smagsprøve på hvordan sommeren bliver her i Brasilien med afslapning ved poolen og stranden om dagen og byture om aftenen – lige noget for mig. Udover det var jeg i Jacare for at se den tidligste og eftersigende smukkeste solnedgang i Sydamerika, og søndag var jeg til koncert med Skank, en berømt brasiliansk pop/rock sanger. Fik også tid til at mødes med nogle andre udvekslingsstudenter, og vi besluttede hurtigt at tage til byen for at få noget acai, hvilket er is med frugt fra Amazonas, nødder og banan – noget, man bliver afhængig af. Alt i alt en fantastisk miniferie.

For hver dag, der går, bliver jeg mere og mere forelsket i den brasilianske kultur. Små og store ting, der hører med til den. Det er svært at forklare, men det er i hvert fald sikkert, at jeg nyder mit liv i Brasilien. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke savner Danmark, venner og familie, men heldigvis er jeg indtil videre sluppet for hjemve. En ting jeg godt kan savne er friheden til at gøre ting på egen hånd. Ting kan være meget farlige her, specielt for udvekslingsstudenter, fx en simpel ting som at tage bussen eller gå uden for en dør, når det bliver mørkt. Noget, jeg har haft lidt svært ved at vænne mig til, men det hjælper på det, som tiden går.

Ha' det godt - beijos

Olá :-)

Nu sidder jeg alene hjemme paa min foerste sygedag (forkoelet - belive it or not) og har endelig faaet tid til at skrive i min blog. Sad i oevrigt tre timer ved laegen for at faa konstateret en mild foroelelse og en snottet naese og oven i koebet det super gode raad at tage lidt varmere toej paa - noget, jeg ikke selv kunne have konstaterert:)

Det er nu lidt over en maaned siden, at jeg forlod venner, familie og det kendte liv i Danmark til fordel for nye eventyr, oplevelser og overraskelser i Brasilien, og det maa jeg sige, jeg har faaet - jeg glaeder mig til at fortaelle jer om nogle af dem!

Torsdag middag ankom jeg efter en laaang, men super hyggelig flyvetur i Recife lufthavn, hvor jeg blev moedt med kys og kram af hele den tyrkiske musik, som far ville have formuleret. Der blev klappet og sunget, saa jeg foelte mig i hvert fald rigtig velkommen, og det kan slet ikke beskrives, hvor rart det er, naar man staar bogstavligtalt som Bambi paa meget glat is.
Specielt min vaerts-mormor var VILD med at kysse mig, og hun gjorde det saa tit, hun kunne komme til det og paa en helt speciel maade. Step 1: Suge sig fast paa min kind i ca. 5 sek. Step 2: Lave en masse pruttelyde. Step 3: Smaa-slikke lidt. Step 4: Som krymlen paa softicen kom der lige en ordentlig omgang smaakys. Delicious:)

Ja, i starten er det lidt maerkeligt med alt det kysseri, men efter lidt tid vaenner man sig til det og efter faa uger, elsker man det.

Min vaertsfamilie bestaar i oevrigt af Lena og Fabio (vaertsforaeldre), som sammen har et air conditioning firma. De er vildt dejlige, og selvom deres engelsk og mit portugiskisk mildest talt stinker, forstaar vi hinanden og har haft nogle utrolig sjove tider. Saa har jeg ogsaa en vaertsstorebror Rodolpho paa 19 aar, som lige nu gaar paa universitet. Han er vildt sjov og utrolig god til at tage sig af sin "lillesoester".
Udover det bestaar familien af mindst en million faetre, kusiner, onkler, bedsteforaeldre og jeg ved ikke hvad, som jeg moedte i Garahuens i min foerste weekend, hvor der blev holdt foedselsdage og fars dag.

Soendag gik turen endlig til Campina Grande - "lille" by med ca. 450.00 indbyggere hvor jeg skal tilbringe det naeste aar. Da min vaertsfamilie lige nu er i gang med at bygge hus, bor vi i en lejlighed (lige ved siden af en kaempe shoppingcenter - ikke godt for oekonomien) med pool og motiomsrum.
Mandag kom dagen, hvor jeg skulle starte i skole, og det var jeg naturligvis enormt spaendt paa - og en smule nervoes maaske. Jeg blev lynhurtigt omkringet af en masse elever, der virkede mindst lige saa spaendte, som jeg selv var. I mit forste frikvarter var der én, der begyndte at spille forró (speciel brasiliansk musik med tilhoerende dirty-dance) paa sin mobil, og nogle drenge bemaerkede, at jeg diskret stod og svingede lidt til musiken, hvilket resulterede i, at en masse drenge inkl. et par laerer boed op til dans, og det kunne jeg jo ikke sige nej til. Jeg tror det endte med, at jeg blev omringet af hele skolen, som ville se - og filme -den nye udvekslingsstudent, som ville proeve at danse forró. Koent var det ikke, og nej jeg vil ikke fortaelle, hvor hvor I kan finde videoerne paa YouTube:b
Den skole jeg er kommet paa, hedder Lourdinas og er en katolsk skole. Den er meget anderledes end det, jeg kender fra Danmark. Bl.a. foregaar det meste af undervisningen paa den maade, at laereren fortaeller og skriver paa tavlen, imens eleverne noterer, hvilket kan varer rigtigt kedligt, naar man sidder som udvekslingsstudent og ikke forstaar noget som helst. To gange om ugen har jeg endda timer fra 7.00 til 19.00 (med 1,5 pause til at tage hjem og spise), og tro mig det er en laaang dag! Men folk er rigtig soede til at forklare, saa godt som de nu kan, og saa elsker de at laerer mig portugisisk. Jeg har allerede faaet nogle rigtig gode venner i klassen, Rebecca, Kamila, Pricila, Pedro og Hamito, men de fleste af mine venner gaar nu i 3. klasse, hvor jeg i oevrigt gaar i 2.

Mandag aften skulle jeg til mit foerste Rotary-moede i Campina Grande Sul. I anledningen af Fars Dag, som er en stor begivenhed i Brasilien, var baade koner og boern med, og der blev holdt taler og suget sange. Det hele mindede meget mindede i det hele taget meget om Juelsminde Rotary klub. Jeg blev bedt om at give en kort praesentation af mig selv, men da en mand spurgte, om jeg kunne goere det paa portugisisk, maatte jeg paent sige, at der nok ville gaa et par dage, inden det kunne lade sig goere!

Maden i Brasilien er simpelthen fantastisk - og jeg vil sige, at det er ikke min skyld, hvis jeg kommer hjem tyve kilo tungere, for det er det er i den grad fed mad. Heldigvis er jeg allerede kommet i gang med en masse sport. Futsal, boksning, basket og forró (ja, jeg skal jo laere det paa et tisdspunkt). Det er dejligt at have noget at lave efter skole, da mine venner fra skolen ofte skal laese op til proever, og saa gi'r det jo ogsaa venner udefra. Jeg er stadig super glad og meget imponeret over hvordan folk, specielt unge mennesker, har taget imod mig.
Efter skole er jeg ogsaa begyndt at have portugisisk timer. Det er jeg rigtig glad for, og jeg maa sige, at det har hjulpet meget. Det kan vaere rigtig frustrerende at sidde og hoere paa folk tale uden at kunne forstaa det og uden at kunne svare, men de giver ogsaa noget ekstra vilje til at laere sproget - og ja, jeg skal nok naa det inden to maaneder:)

I weekenderne er der nok at tage sig til, for brasilianerne har altid en anledning til en fest. Bl.a. har jeg varert til rockkoncert, da min portugisisk laerer har sit eget rockband. Jeg kom sammen med nogle fra min klasse og en anden udveklingsstudent, Ken fra Belgien. Vi havde en super hyggelig aften, og paa et tidspunk blev jeg praesenteret for Andrés ven, Rodrigo, og jeg blev noget overrasket, da han sagde: "Hej, hvordan gaar det". Det viser sig at han var udvekslingsstudent i Soenderjylland for ca. 6 aar siden.

I en anden weekend var jeg sammen med ca. 50 andre udvekslingsstudenter paa tur til Maragode, som ligger ca. 6,5 time fra Campina. Vi boede paa et rigtigt laekkert sted, som laa lige ned til stranden. Jeg kom paa vaerlse med Kathleen fra Canada, Varonika fra Slovakiet og Erin fra USA - alle sammen nogle soede og udadvendte toeser.
Vi ankom fredag aften, og der gik ikke mange minutter, foer alle var kommet i vandet, som i oevrigt var dejlig varmt!
Om aftenen hoerte vi om de forskellige rejser i Brasilien, og de loed alle sammen vildt spaendende, men jeg regner med at vaelge to: Amazonas og Pantanal.
Loerdag maatte vi rigtig tideligt op, for at gaa en morgentur paa stranden, men da vi foerst havde faaet oejne, var det en fantastisk tur. Senere paa dagen var der konkurrencer som sandbygning, stratego og drag-udklaedning. Jeg var paa team "pegador", og der var vidst ikke rigtig nogen tvivl om, at vi var det daarligste hold - ja, jeg ved det ikke ligner mig at indroemme det! Om aftenen var der caboera show - brasiliansk kampsport. Her blev jeg budt op til kamp af en lille dreng paa ikke megt mere end to aar, men han var virkelig dygtig!
Soendag gik turen igen til Campina efter en al for kort weekend med mange sjove oplevelser og ikke mindst nye venner. Heldigvis bor mange ikke laenger en 1,5 time vaek, saa jeg regner med at besoege nogle af dem om nogle weekender:-)

I denne weekend var jeg João Pessoa (statens hovedstad, som ligger ud til havet) med min anden vaertsfamilie og Motiva - den skole hvor jeg dyrker sport.
Jeg havde i forvejen set meget til familien, da Carlos og Jane er ejerne Motiva, og saa har jeg vaeret hjemme hos dem et paar gange for at sove hos Karla, efter at vi har vaeret i byen. Karla er 17 aar og skal til Tyskland i Januar. Udover det bestaar familien af Rasissa paa 18, Sophia paa 6 og lige i oejeblikket Tatianna fra Taiwan - kort sagt en masse dejlige toeser!
For at vende tilbage til weekenden var det fordi, at der var en stor venskabstunering imellem otte skoler fra nordoest Brasilien, og her skulle jeg selvfoelgelig vise brasilianerne, hvordan man spiller futsal;-b
Den foerste kamp vandt vi med 3-o (skal lige blaere mig med at jeg scorede et maal), og saa skulle der selvfoelig siges "tak for kampen bag efter" - troede jeg. Men i stedet sagde pigerne fra det andet hold aabentbart aabenbart "tillykke", saa da den foerste pige gav mig haanden og sagde "parabéns" gentog jeg det til alle de andre piger fra det andet hold. Det var der en pige, som klagede til min traener over, da hun synes, det var en anelse hoverende, men der blev heldigvis kun grint af det, da han fortalte, at jeg var udvekslingsstudent - pinligt.
Udover at spille futsal og heppe paa de andre motiva-hold brugte jeg meget tid paa stranden sammen med nogle venner fra skolen som jeg danser med. Med familien besoegte jeg ogsaa en strand eller oe, som ligger lidt ude vandet. Her kan man kun vare om dagen, da vandet stiger om aftenen.
En aften var jeg i shoppingcenteret med mine nye "soestre" og Sophie fra Tyskland, og jeg tror aldrig, jeg har faaet saa meget opmaerksomhed fra nysgerrige folk, der ville snakke og tage billeder - en sjov oplevelse.

Ja, dagene i Brasilien flyver afsted, og der er ingen tvivl om, at jeg er utrolig taknemlig og elsker at vaere her, selvom familie og venner i Danmar selvfoelgelig savnes - men vi ses jo igen:-) Jeg er jo ikke det store computer geni, saa billederne kommer lige om et par dage.

Tchaaau