Godt to måneder i Brasilien – og det kan mærkes på mange måder. For det første er jeg blevet et par kilo tungere og en anelse ”rundhovedet”, som mor så pænt valgte og kalde mig, da hun for første gang så mig på MSN – tror, det skyldes for meget chokoladepizza, for mange double toasts og for lidt tid i det lokale motionscenter. Udover det er jeg også faldet mere end ind med vennerne, familien, skolen og i kulturen i det hele taget. Efter en måned som mere eller mindre turist og gæst i et nyt land, er den ”rigtige” hverdag begyndt at melde sig.

Mit portugisiske, er som lovet, selvfølgelig flydende efter de første to måneder. Ej, jeg må indrømme, at jeg var en anelse for optimistisk med hensyn til det, men jeg prøver så vidt muligt at tale portugisisk hele tiden – nogle gange kommer det mere heldigt ud end andre. Jeg har stadig portugisisk to gange om ugen, og en gang om måneden tager vi i shoppingcenteret for at tale med tilfældige mennesker. I starten er det lidt grænseoverskridende, men når jeg først kommer i gang, er det vildt sjovt. Selvom jeg føler, at jeg efterhånden forstår det meste, sker det dog, at tingene ikke helt er, som jeg hører det. Sidste fredag var jeg til en kæmpe fest i byen bl.a. sammen med Rodolpho, min værtsbror. På et tidspunkt beder han mig tale med min veninde i den ”preta” top, som han gerne ville kysse lidt med. I mit hoved betød ”preta” rød, så jeg fortalte min veninde i den røde top, at hun skulle tage at gå hen til Rodolpho, fordi han havde fortalt mig, at han gerne ville være sammen med hende – så det gjorde hun selvfølgelig. Senere viser det sig, at ”preta” betyder sort. Flot, Cecilie. Jeg var ikke den mest populære lillesøster den aften, men han har taget sin hævn!

Med ønsket om at få lidt ”kvalitetstid” med nogle veninder fra skolen og intentionen om at smide nogle af mormor-dellerne købte jeg for lidt tid siden et kort til et motionscenter i byen. I sidste uge skulle det så tages i brug for første gang, så jeg havde selvfølgelig taget sportstøjet på, sat håret i en stram hestehale og fyldt drikkedunken med vand – klar til at vise mit europæiske killer instinct. Jeg kom lidt tid før de andre, brasilianere kommer aldrig til tiden, men jeg kom hurtigt op på jernhesten, og der gik ikke længe, før sveden haglede ned. Pigerne begyndte at komme én efter én, og jeg syntes, at de alle sammen så lidt underligt på mig. Til sidst er der én, der spørger ”øh, hvad laver du?”. Det viser sig, at det ikke er meningen at lave noget i et motionscenter som pige. Pointen er at tage stramt tøj på, fylde hovedet med make-up og så er det ellers bare om at flirte med de svedige fyre. Jeg konkluderede hurtigt, at det ikke er dér, jeg skal smide de ekstra kilo. Til gengæld spiller jeg stadig meget futsal og er nu også begyndt på udendørs fodbold lørdag eftermiddag. Jeg prøver stadig at lærer alverdens danse, og som tiden går, skulle man tro, at det ville gå bedre, men nej. ”Elegância, mulher” er stadig det eneste, jeg hører. Basket og boksning bliver det også til. Det burde egentlig være en udfordring at tage på med al den sport, men som sagt er det bestemt ikke noget problem for mig. Ellers går tiden også med de ugentlige shopping – og biografture, og hver søndag er der tradition for, at alle unge (dvs. under 25, mor) i lejligheden mødes til sushi på én af de mange lokale sushirestauranter.

I skolen forstår jeg stadig ingenting, så det meste af tiden i timerne bruger jeg på at lave franske fletninger på pigerne, oversætte brasilianske gossip blade og tegneserier og tegne små figurerer i min notesbog. Dog sker det, at jeg tager mig sammen til at kopiere fra tavlen, men jeg føler mig en anelse dum for hvis biologi, fysik og litteratur ikke var svært nok i forvejen, bliver det på portugisisk.

Jeg har nu haft min første kirkegang her i landet. Det er noget anderledes end i Danmark. På en helt almindelig søndag var kirken mere befolket end Juelsminde Kirke juleaften. Man gør meget for at gøre det underholdende med gospelkor også videre, og så er folk genrealt meget mere troende. Jeg kom sammen med nogle veninder, og under præstens prædiken begyndte de, ligesom de fleste andre, at græde, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, da jeg havde en grædende veninde i hver hånd, uden at have nogen anelse om hvad det var, præsten sagde. Det var en speciel oplevelse, men spændende at se hvordan folk på min egen alder har et meget anderledes forhold til religion.

September måned har stået på mange fødselsdage, fester, ferier og churraskas. Blandt andet fyldte Rodolpho 20 år, som på dagen blev fejret med familie fra Campina. Lørdagen efter blev der holdt fest for omkring 35 venner. Det startede ca. kl. 14.00 og folk begyndte at tage hjem ved 3.00-tiden. Det var en rigtig brasiliansk fest med MASSERE af mad, musik og glade mennesker. Nathalie en kusine, der bor i Recife, fyldte også 20 år i denne måned, så Rodolpho og jeg tog et smut dertil for at tage i byen sammen med i alt 10 fætre og kusiner.

Fra torsdag til tirsdag i denne uge var jeg i João Pessoa. Her fik jeg en smagsprøve på hvordan sommeren bliver her i Brasilien med afslapning ved poolen og stranden om dagen og byture om aftenen – lige noget for mig. Udover det var jeg i Jacare for at se den tidligste og eftersigende smukkeste solnedgang i Sydamerika, og søndag var jeg til koncert med Skank, en berømt brasiliansk pop/rock sanger. Fik også tid til at mødes med nogle andre udvekslingsstudenter, og vi besluttede hurtigt at tage til byen for at få noget acai, hvilket er is med frugt fra Amazonas, nødder og banan – noget, man bliver afhængig af. Alt i alt en fantastisk miniferie.

For hver dag, der går, bliver jeg mere og mere forelsket i den brasilianske kultur. Små og store ting, der hører med til den. Det er svært at forklare, men det er i hvert fald sikkert, at jeg nyder mit liv i Brasilien. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke savner Danmark, venner og familie, men heldigvis er jeg indtil videre sluppet for hjemve. En ting jeg godt kan savne er friheden til at gøre ting på egen hånd. Ting kan være meget farlige her, specielt for udvekslingsstudenter, fx en simpel ting som at tage bussen eller gå uden for en dør, når det bliver mørkt. Noget, jeg har haft lidt svært ved at vænne mig til, men det hjælper på det, som tiden går.

Ha' det godt - beijos